Fængselsfange fik et ”hot” møde med Gud

Bruno blev kaldt ”større end Stein Bagger” på forsiden af Ekstrabladet. Men efter han oplevede Gud, er hans liv blevet radikalt ændret.- Mine håndflader begyndte at brænde, og varmen, der spredte sig i min krop, føltes som ild. Således beskriver én af landets største kriminelle forbrydere Bruno Køldal-Eriksen sit møde med Den Hellige Ånd i fængslet.

Bruno sidder og kigger ud af vinduet. Lyset rammer hans ansigt, og man kan godt se, at han flere end én gang har sagt goddag til livets skyggesider. Fotos: Henriette Bjarne Hansen

”Hvem har du talt med?” spørger vagten mig. Hans stemme, som kommer fra et højttaleranlæg, er kold som en klump sne, og selv om jeg fortæller ham, at jeg har talt med fængselsdirektøren, og at han har givet mig lov til at komme i dag, denne fredag før nytårsaften, og interviewe og fotografere en af de indsatte, er han ligeglad. Han kender ikke noget til den aftale, og jeg bliver ikke lukket ind. Jeg bliver godt gal i skralden og har lyst til at råbe fæle ord ind i ørerne på denne istap, der sidder højt på strå inde i sit fine vagttårn. Men jeg indser hurtigt, at min vrede og frustration kun vil gøre ondt værre, så jeg besinder mig, og siger bare ok, da jeg får besked på at vente.

”Du kan komme ind nu,” lyder vagtens stemme igen fra den skrattende porttelefons højttaler. Han har set mine papirer igennem, og alt er nu ok. Klik, siger det, og døren går op. Jeg træder ind i fængselsverdenen. Da det ikke er alle de indsatte, som synes, det er spændende at møde en journalist med kamera over skuldrene og en båndoptager i hånden, har jeg udtrykkeligt fået besked på ikke at gå til højre, ned til de barakker, hvor fangerne bor. Jeg drejer i stedet til venstre og går hen imod en hvid administrations bygning.
En lidt ældre mand med en stok kommer gående hen imod mig. Han vinker og ifølge det billede, som jeg har set på nettet, kan jeg se, at det er Bruno Køldahl Eriksen. Bruno og jeg bliver af en sekretær vist ind i en bygning med et rum, hvor vi kan sidde og snakke. Sekretæren går, og jeg er nu alene med én af Danmarks største økonomiske svindlere nogensinde, ”større end Stein Bagger” som der engang stod på forsiden af Ekstra Bladet. Men jeg er ikke kommet for at tale med Bruno om hans kriminelle løbebane. Jeg er her for at høre hans historie om den dag, han i fængslet blev en personlig kristen. Jeg tænder for min båndoptager og sætter den helt henne foran Bruno, så jeg kan høre hvert et ord, der bliver sagt.

– Lige fra jeg var en lille knægt, har jeg troet på Gud. Jeg gik i kirke og sang med i kirkekoret, ja og deltog i alle de mange forskellige arrangementer, som var i kirken, fortæller Bruno. Men hvordan det præcist hang sammen alt det med Gud og Jesus, det var jeg ikke helt sikker på. Da jeg blev voksen og gift med Annie, der også var troende, begyndte vi at opleve nogle ret så sære ting. Det var som regel forvar-sler om, hvad der ville ske. Det kunne være dage, hvor vi blev opfordret til at køre en anden vej, end den vi var vant til. Eller vi blev opfordret til at blive hjemme og ikke rejse der hen til, hvor vi havde planlagt. Jeg tjekkede selvfølgelig, om det var fordi der den dag, vi fik varslerne, ville ske noget alvorligt. Og ganske rigtigt, på de dage vi fik varslerne, skete der ulykker, som vi altså undgik, fordi ”nogen” passede på os.

Først engang i februar måned 2013, når Bruno bliver løsladt, kan han tage ud i skoven og gå en tur. Dagens gåture i fængslet sker på den smalle græsplæne, der flugter langs det fem meter høje hegn omkring fængslet. Fotos: Henriette Bjarne Hansen

Men det var først, da Bruno mødte sognepræst Helge Pahus fra Karlslunde Strandkirke, at hans tro begyndte at tage form.
– Jeg har i mange år siddet bag tremmer til afsoning og kender efterhånden alle landets fængsler. I de år jeg sad i Vestre fængsel, deltog jeg i nogle Alpha-kurser, som sognepræst Helge Pahus stod for.
– En aften ved ni-tiden ved slutningen af et Alpha møde, sad jeg og en syv otte andre indsatte og holdt hinanden i hånden. Helge sad som sædvanlig og bad for hver enkelt af os. Pludselig kunne jeg mærke en brændende fornemmelse i mine håndflader, og en varme, der føltes som ild, spredte sig i min krop. Guds nærvær var så stærkt, at jeg var ved at falde ned af stolen. Jeg var helt klar over, at det var Den Hellige Ånd, som var kommet på besøg. Den aften overgav jeg mit liv til Jesus, og han har lige siden været Herre i mit liv

– Tidligt næste morgen ringede jeg til min kone for at spørge, hvordan hun havde det. I nogle år havde hun haft sclerose, og der var dage, hvor hun på grund af smerter, knap nok kunne stå ud af sengen. Men denne morgen, efter mit møde med Den Hellige Ånd, og Helges forbøn, sagde hun til mig i telefonen, at hun havde det rigtigt godt, og at hun for første gang i mange år var stået ud af sengen uden smerter. Én ting hun ikke kunne forstå var, at vores ur, som stod inde i stuen, og som aldrig havde fejlet noget, om aftenen ved nitiden var gået i stå. Det var nøjagtigt det tidspunkt, hvor jeg havde haft mit hotte møde med Den Hellige Ånd. Jeg fortalte min kone om mødet, og at jeg var sikker på, at det med uret var et tegn på, at noget helt nyt var begyndt i mit liv.
Man kan godt tale om mit liv før og efter mødet med Den Hellige Ånd.
Hvordan det?
– Før når jeg havde problemer i mit liv, det var som regel økonomiske, tog jeg selv affære og begyndte at lave falske veksler og hvad jeg nu ellers kunne finde på, for at komme ud af kattepinen. Jeg blev altid stresset, når det stod på, og når jeg i dag tænker tilbage på det, synes jeg, det var hårdt at leve sådan. Men det var det, jeg kunne, så derfor greb jeg altid til den slags ulovligheder. Men efter at jeg har lært Gud at kende, lægger jeg alle mine bekymringer over til ham, for jeg ved, at han har omsorg for mig og ønsker at hjælpe mig med hvad som helst. Han er min problem-knuser.

Jyderup Statsfængsel er et åbent fængsel. Det betyder dog ikke, at fangerne kan gå ind og ud af fængslet, som de har lyst til. En skriftlig tilladelse skal der til, hvis én af fangerne har et ærinde udenfor fængslet. Fotos: Henriette Bjarne

Bruno er i dag fælles-tillidsmand for fangerne i Jyderup Statsfængsel. Han synger også i fangekoret og snart udkommer der en bog om hans liv. Derudover er en tv udsendelse, der fokuserer på hans liv, på vej. Som noget helt nyt er Bruno blevet valgt til hjælpelærer ved de Alpha kurser, som nu afholdes i Jyderup Statsfængsel.
– Hver gang vi har Alpha-kurser er Helligåndens nærvær til stede. Når mine håndflader begynder at brænde, ved jeg, at Han er der. Kraften er så stærk, at den skal bruges, så når det sker, fortæller Jesus mig, hvem det er, jeg skal gå over og lægge hænderne på. Mange er blevet helbredt for sygdomme og en hel del har fået styr på næsten uløselige problemer i deres liv. Vi beder osse for dem, som er afhængige af hash – og der går ikke lang tid, før de er kommet ud af deres misbrug og er stoffrie.
Du er blevet en personlig kristen i fængslet. Hvad med de øvrige fanger, kunne du ikke tænke dig at hjælpe dem lidt på vej til også at tage imod Jesus?
– Man kan ikke tvinge nogen til at blive kristen, men hvis der er en eller to, som er parate til at tage imod Jesus, fortæller Den Hellige Ånd mig det, og så er det selvfølgelig klart, at jeg skubber på. Men det vi først og fremmest fokuserer på, når vi har Alpha møder, er at gå i forbøn for fangerne i fængslet. Der er altid nogen, som har brug for, at vi beder for dem.

Du bliver løsladt i februar måned 2013. Hvad glæder du dig mest til, når du kommer ud?
– Jeg glæder mig mest til at få min frihed tilbage. At kunne gøre lige hvad jeg har lyst til. Gå en tur i skoven, tage på restaurant og spise en god middag sammen med min familie.
Har du en drøm, du ønsker at realisere, når du bliver løsladt?
– Ja, jeg kunne godt tænke mig, sammen med min søn, at åbne en lille cafe i Toscana. Efter jeg har lært Gud at kende og har oplevet hans omsorg og dybe kærlighed, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han vil hjælpe mig med at få realiseret min drøm.